Lad dem løbe (for virksomheder)
I størstedelen af Danmark rykker frivillige eller deltidsbrandfolk ud, når hjem, liv og arbejdspladser er i fare. De er hverdagens helt almindelige helte. Folk som dig – folk som dine medarbejdere. Det, vi skal bruge fra dig, er din forståelse.
Nationale tal
82% af alle danske brandfolk slukker brande på frivillig- eller deltidsbasis. Der er 9.600 brandfolk i Danmark – af dem er 7.900 tilkaldebrandfolk. Hvert år har de danske beredskaber cirka 40.000 udrykninger med deres 1.700 køretøjer. Det svarer til ca. 109 udrykninger om dagen.
Dine medarbejdere kan redde liv, men KUN hvis du, som arbejdsgiver, giver dem lov.
En gennemsnitlig udrykning varer 1 enkelt time. Denne time kan være den vigtigste i et andet menneskes liv. En dag kan den være det vigtigste i dit.
5 gode grunde til at lade en medarbejder være brandmand
- Du tager ansvar for, at dit lokale beredskab kan rykke ud, når det brænder
- Du får en stolt, kompetent og veluddannet førstehjælper i din virksomhed
- Du får en beslutningsdygtig sikkerhedsambassadør, som går forrest, når det gælder
- Du får en medarbejder, som kan bevare overblikket under pres og i nødsituationer
- Du skaber mere tryghed og sikkerhed på arbejdspladsen med en brandmand på holdet
Det koster til gengæld, at du skal lade dem løbe. Når alarmen går under et vigtigt møde, når der er travlt, og når det er ubelejligt for dig, er det livsvigtigt for andre.
62 % oplever, at deres fraværstimer enten kan indhentes eller er uden konsekvens for deres arbejdsopgaver. Resten bliver enten trukket i løn, afspadserer eller bruger ferietimer.
ALLE adspurgte oplever, at de gør en forskel.
Det er ikke gratis – men det er det hele værd.
Gør en forskel – lad dem løbe